Velkommen til:Forsiden

STØT EN HJEMLØS


Grundlæggende findes der to slags mennesker: Dem, der ejer, og dem, der lejer.
De førstnævntes største bekymringer er rentestigninger, deres største glæde derimod er prisstigninger.
De er enerådige konger og dronninger på deres territorier og kan, uden at bekymre sig om andet end eventuelle psykedeliske synsforstyrrelser, svampemale hele lejligheden i cyklamenfarve.
De kan grave så mange rawlplugs ind i væggene, de kan bære hjem fra Silvan uden at tænke over, hvad det kommer til at koste at få dem fuget til igen og dyrke linedance i stiletter på parkettet uden at skele til andet end rytme og image.
Eller, det går jeg ud fra, for selv tilhører jeg boligmarkedets proletariat: De cirka 2.000.000 lejere.
En slavehær af mennesker, der har gjort det til en livsstil at hælde sparepenge i kloakken og således v?e konstant til grin for egen regning.
En god del af disse par millioner mennesker, undertegnede mig inklusive,takker af nød ærbødigt ja til tidsbegrænsede lejemål pæ kanten af loven.
Vi pisker vores hårdt prøvede omgangskreds og famillie gennem en endeløs kavalkade af flytninger.
Og når vi først har installeret os, har vi en altoverskyggende bekymring: alt hvad der handler om bolig.
Vi går med vatterede skånesåler på skoene for ikke at ridse gulvene, hænger oliemalerier op med pakkevis af elefanttyggegummi og lever med andres cyklamenfarvede rædsler.
For hvem skal betale i sidste ende? Aldrig udlejer, og så er der ligesom kun os tilbage.
Det kræver øvelse og stålnerver at vente tålmodigt på, at udlejer en dag tager røven på dig.
At de sender en regning for fugning af vindueskarm, 35.000 kroner, seneste betalingsdag inden 3 dage, og du skal i øvrigt ikke regne med at fæ dit depositum (på størrelse med danmarks udlandsgæld) tilbage.
Selv bor jeg bor pæ gaden nu, og det eneste positive, der kan siges om den sag er, at jeg nu endelig fær opfyldt en drøm om at lave en hård tackling p?reklamebranchen.
Nær man flytter fra hus og plankegulve til papkasser i kælder i byen pæ ubestemt tid, laver man et eminent glidende segmentskifte og bliver således umulig at markedsføre produkter over for medmindre produktet er et villatelt,et værelse eller et ungdomshus til 0.- kroner selvfølgelig.
Hvis der spores en smule bitterhed mellem linjerne, så skyldes det den gedigne påmindelse,
vi står midt i det:
at det eneste man skal bruge for at tjene penge .. er penge.

Har man til gengæld ingen penge (og her snakker vi i størrelsesorden et par tusind, sæ man kan erhverve sig i det mindste en lille 1.v lejlighed i DK), så kan man ikke blive andet end nyttedyr for dem, der sidder pæ kapitalen,Lejemål og hus-skøderne.
Boligkampen er klassekamp, og jeg er i yderste skyttegrav, der hvor drenge bliver til mænd, og kvinder bliver til amazoner, subsidiært nervevrag.
Og så bliver man pludselig lidt rød at høre på i den forstand, at det begynder at give mening at besætte et hus, at den der private ejendomsret begynder at virke lidt overvurderet, og at folk, der ejer 3-værelses lejligheder, bare ikke er helt solidariske nok med mig og alle jer ude i Danmark.
Men man må jo heldigvis gerne have et standpunkt for sæ siden at skifte det ud med et mere opportunt et af slagsen, og hvis jeg selv en dag kommer til at sidde på flæsket, har jeg ikke tænkt mig at dele mere end højst nødvendigt med staten Danmark.
I den forbindelse er det jo meget behændigt, at det siden i forgårs har været radi-cool pæ den etnisk-etisk-urbant-globale måde at være borgerlig.
(Var den for svær) Eller også vil jeg i det mindste forsøge at huske, hvordan der er på den dunkle side af boligmarkedets kridtstreg og hjælpe jer der virkelig har brug for det,sammen med Ambassadøren for siden her:MIKKEL NIELSEN




Mikkel.Hadsund.



Tykkesfar.Næstved




Sammen gør vi den forskel du skal bruge fra idag....